Stormflodsramte får fordoblet selvrisikoenSelvrisikoen skal stige markant, hver gang en ejendom rammes af stormflod, for at tilskynde ejerne til at gøre mere for at beskytte deres huse mod vandmasserne. Det foreslår regeringen i morgen. Af Ulrik Andersen, fredag 29. jan 2010 kl. 08:17 Risikoen for stormflod vil stige på grund af klimaændringer og det vil selvrisikoen for de udsatte også. Kortet her viser de områder, der er blevet ramt 1-5 gange. Kilde: Stormrådet Første gang dit hus bliver ramt af en stormflod, er din selvrisiko 8 procent. Anden gang stiger selvrisikoen til 13 procent og tredje gang bliver selvrisikoen mere end fordoblet til 18 procent. For feriehuse går stigningen fra 13 over 18 til 23 procent.
Sådan lyder et nyt lovforslag fra økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K).
I dag er selvrisikoen for huse fem procent og for fritidshuse 10 procent. Og selvrisikoen ændres ikke, selvom ens hus er blevet oversvømmet på grund af stormflod flere gange. Man kan få erstatning, hvis oversvømmelsen af ens hus eller sommerhus skyldes ekstremt højt vandstand i havet forårsaget af storm. Det benyttede knap 4.000 danskere sig af efter stormfloden i november 2006, og det gav erstatninger for 375 mio. kr.
Men selv om havet jævnligt viser tænder, har hverken risikoen for oversvømmelser eller mulighederne for at nedsætte erstatningen til særligt udsatte boliger fået danskerne til at tage stormflodsrisikoen seriøst. Det viser en udvalgsrapport, der ligger til grund for det nye lovforslag.
I den nuværende ordning kan Stormflodsrådet vælge at nedsætte en erstatning, hvis et hus ligger særligt udsat, og de kan give påbud om, at elektriske installationer skal hæves eller at der skal bygges et dige. Men i praksis bliver ingen af mulighederne brugt særligt ofte, fordi det er meget omkostningstungt at foretage de nødvendige vurderinger og tjek. Mekanismerne har med udvalgets ord ”vist sig at fungere dårligt i praksis.”
Så nu skal der økonomiske trusler til. Ændringen påvirker op mod 33.000 boligejere. Det er ifølge Kort- og matrikelstyrelsen og Kystdirektoratet det maksimale antal ejendomme, der kan blive ramt af en 50 års stormflod. Myndighedernes laveste estimat er 9.700 ejendomme.
Selvrisikoen vil dog kun blive forhøjet, hvis stormfloden ikke overstiger vandstanden for en 50 års hændelse, som er langt sværere og dyrere at gardere sig imod end de mildere stormfloder, der udløser erstatning.
Til gengæld for den øgede selvrisiko ændres principperne for tildeling af erstatning, så de enkelte modtagere typisk vil få en større erstatning, forklarer sekretariatschef Torben Weiss Garne fra Stormflodsrådet.
»I dag giver vi kun erstatning for præcist det, der er ødelagt. Så hvis stormfloden har givet vand i 1,5 meters højde i dit hus, så udbetaler vi kun penge, så du kan få malet de nederste halvanden meter af væggen. Og hvis taget bliver ødelagt, så udbetaler vi heller ikke penge svarende til et nyt tag, medmindre taget er helt nyt. Fremover vil udbetalingen ske efter normale forsikringsmæssige vilkår, hvor man ser på funktionen. Så hvis et ti år gammelt tag bliver ødelagt, så vil man typisk få penge til et nyt og man vil få penge til at male hele væggen. Så selv om selvrisikoen stiger, så vil man få mere udbetalt. I hvert fald første gang, man bliver ramt.«
Desuden vil skader som følge af ekstremme vandstande i søer og åer også blive dækket fremover. Men stormflodsudvalget forventer ikke, at det vil give mere end 1-2 procent sager om året.
Lovforslaget bliver fremsat 10. februar Kilde: INGENIØREN den 29. januar 2010.
|